Af Stefan Brendstrup

Hvorfor er ansvarlige for udviklingsprojekter ofte ikke særligt opmærksomme på at skabe værdi uden for den organisation eller det partnerskab, hvor udviklingen finder sted? Ja, hvorfor lykkes man ofte ikke engang med at sikre den interne forankring af nye løsninger, indsigter m.v. i organisationens egen praksis?

Og hvad kan man gøre ved denne problemstilling?

Udbredelse er ofte ikke et projektfokus

Vi er rigtig gode til at arbejde med udvikling i Danmark. Og vi gør det også rigtig meget. Politikere elsker puljer, der skaber synlighed om bestemte områder, mens private fonde som en del af deres samfundskontrakt simpelthen har til opgave at støtte et stort antal udviklingsprojekter. Projekter er blevet en måde at arbejde med udvikling og antallet af spændende udviklingsindsatser er enormt. Ofte er det en præmis, at midlerne ikke må dække drift. De skal muliggøre udvikling af nye løsninger, nye metoder eller på anden måde tilføre eksisterende praksis noget nyt.

Men hvad så når projektet er slut og midlerne løbet ud? Det spørgsmål er der kommet stigende fokus på i de senere år. Blandt nogle er der opstået en egentlig træthed over for nye udviklingsindsatser, der konkurrerer med den daglige drift om opmærksomheden,

Rigtig mange projektejere er ikke særligt opmærksomme på at skabe effekt uden for den organisation eller det partnerskab, hvor udviklingen fandt sted. Det kan endog ofte knibe med blot at sikre den interne forankring af nye løsninger, indsigter m.v. i organisationens egen praksis. Det er vores erfaring som evaluatorer af mange af disse projekter.

Gode historier og business cases skaber ikke i sig selv udbredelse

Den mest simple forklaring er, at mange projekter ikke har et nævneværdigt fokus på at udbrede de udviklede løsninger. Når gymnasiet i Silkeborg har udviklet undervisning, der stimulerer elevernes motivation for at tage en STEM-uddannelse, så er det ikke afgørende for de involverede lærere, om andre bruger materialet i Ringkøbing eller Grenå. Det er ikke en aktivitet, der ligger naturligt til en gymnasielærer. Så en del af svaret er, at mange projektaktører simpelthen ikke har fokus på udbredelse.

Og når det er muligt, så skyldes det, at mange bevillingsgivere faktisk heller ikke har særlig meget fokus på det. Ofte bedes ansøgere om at have en plan for formidling, hvilket fører til mange konferencer, pjecer og materialer på hjemmesider. Sandsynligheden for at andre projektudviklere finder materialet og inddrager det i deres kontekst er imidlertid efter vores erfaring umådelig lille.

Der er ofte eget fokus på at kommunikere den gode historie, som både projektholder og bevillingsgiver kan bruge til at demonstrere, hvad pengene gik til. Men mindre fokus på at bringe det videre.

Inden for de senere år er der især på det sociale område og beskæftigelsesområdet kommet øget fokus på brug af business cases til at sikre udbredelse af virkningsfulde indsatser.

Men indsatser spreder sig ikke af sig selv.

Heller ikke selv om de bidrager med en god business case for at kopiere modellen fra et givent projekt.

Involvering – forudsætningen for udbredelse

Hvad der så skal til for at skabe udbredelse? Det er selvfølgelig det store spørgsmål, som mange har bidraget til at finde svar på. Center for Offentlig Innovation udgav i 2015 ”Spredning af offentlig innovation”, der introducerer til de forskningsgrene, der kan bidrage til en forståelse. Men faktisk tror vi, at en del af svaret ligger i overskriften og begrebet; spredning.

For spredning er ligesom formidling en aktivitet, der som udgangspunkt ikke involverer andre. Og det er for os at se helt centralt, at man kun meget vanskeligt kan skabe udbredelse uden at involvere de, der kan formodes at have glæde af nye modeller, løsninger eller erfaringer. Helt konkret skal projekter – hvis de skal føre til nyttiggørelse af projekternes output –forholde sig til tre centrale spørgsmål:

• Hvem skal bruge vores erfaringer, viden eller løsninger?
• Hvad skal de bruge den til?
• Og hvad skal der til, for at de kan bruge den?

Vi er overbeviste om, at det er meget bedre at udvælge nogle forholdsvis få aktører, der kan forventes at være interesserede i resultaterne af en indsats. Disse personer skal så inddrages allerede mens indsatsen stadig er i gang med henblik på at give dem forudsætninger for at kunne tage indsatserne – eller dele heraf – til sig. Sådanne få udvalgte aktører, er dem, som Patton i sin bog om Utilization-Focused Evaluation kalder for ”Primary Intended Users” (Patton, 2012), og hvorfra vi har hentet meget af vores inspiration til ovenstående pointe.

Udbred kerneelementer – ikke detaljerede løsninger

Og det leder os til vores anden centrale pointe. Færdige løsninger, koncepter, manualer osv. lader sig kun meget vanskeligt udbrede. Det gør principper og kerneelementer, derimod.  Det er derfor disse, der skal fokuseres på i udbredelsen/forankringen.

Alle nye indsatser skal indgå i samspil med en allerede eksisterende praksis, faglighed, prioriteringer osv. I udviklingsindsatsen er man nødt til at løbe linen ud, implementere indsatsen detaljeret og undersøge virkningen grundigt. Men derfra må man søge tilbage til kerneelementerne (de-kontekstualisere indsatsen), hvorefter andre aktører kan overføre den og tilpasse den til deres virkelighed og praksis (re-kontekstualisere indsatsen). Dette har blandt andre Dorte Bukdahl været god til at italesætte, eksempelvis med bogen ”Gode løsninger på svære sociale problemer”.

I forlængelse heraf er det vores oplevelse, at evidensbølgen har bidraget til at sætte fokus netop manualer og detaljerede beskrivelser som det ypperste produkt af en virkningsfuld indsats. ’Evidensbølgen’ indebærer en tendens til at fokusere på at skabe dokumentation for virkning, så fremtidige indsatser kan baseres på viden frem for mavefornemmelser. Dog er den ofte ledsaget af en lidt naiv tro på, at indsatser med dokumenteret effekt vil sprede sig nærmest af sig selv. Men meget få mennesker trives med og henter energi i at arbejde ud fra manualer. De fleste inspireres af nye indsigter i virkning, forståelse af målgrupper, erkendelse af behov for udvikling af egen faglighed m.v. Det sætter dem i stand til at forberede deres eksisterende praksis.

Involvering af udvalgte aktører allerede mens indsatsen er i gang kan være vanskelig af flere årsager. Det indebærer for en projektejer først og fremmest en klar sårbarhed at blotte sig for nysgerrige blikke på en indsats, herunder de dele af den, der ikke virker som håbet. Det er præcis samme sårbarhed og måske irritation, som udviklere der arbejder med brugerinvolvering i innovationsprocesser oplever. Men på det punkt tror vi, at udviklere på mange forskellige områder kunne lade sig inspirere af tankerne om ’åben innovation’ (Chesbrough, 2003). Og vi oplever også, at rigtig mange i et vist omfang allerede arbejder på denne måde. De mangler måske blot at tænke det videre til udbredelsesfasen.

Skabere af samfundsinnovation

Tillidsfulde relationer kan generelt modvirke sårbarhed og deraf følgende manglende parathed til åbenhed. Vi kan ikke trylle konkurrence mellem forskellige aktører og projektholdere væk. Derfor vil der altid være incitamenter til at holde kortene forholdsvis tæt til kroppen. Men bevillingsgivere kan måske i højere grad i kravene til de enkelte ansøgere og projektholdere betone rollen som samfundsinnovatører, der indebærer en vis forpligtigelse til at give fra sig og engagere sig aktivt i udbredelse af virkningsfulde løsninger. Og de kan måske selv i højere grad tænke sig som katalysatorer for udvikling. Herunder udvikling af platforme og anledninger til videndeling, der muliggør et fokusskifte fra spredning og formidling til udbredelse og interaktion. Det tror vi vil få flere gode løsninger til at blive udbredt.

Blogindlæggets forfatter:

Vil du vide mere?

Hvis du er interesseret i en snak om, hvordan disse tanker kan overføres i din konkrete projektkontekst, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os. Men hvis du er nysgerrig efter mere inspiration om emnet, kan du eventuelt dykke ned i nogle af nedenstående udgivelser:

• Michael Quinn Patton, 2012: ”Essentials of Utilization-Focused Evaluation”. Sage Publications.
• Henry W Chesbrough, 2003: “The Era of Open Innovation” MIT Sloan Business Review, 44(3), pp.35-41.
• Dorte Bukdahl, 2021: “Gode løsninger på svære sociale problemer”. Samfundslitteratur
• Dorte Bukdahl, 2021: Oplæg på DES gå-hjem-møde på baggrund af bogen ”Gode løsninger på svære sociale problemer”.