Slut med slutevalueringer?

Af Nis Benn

Hvis vi begynder at forholde os til slutevalueringer som starten – frem for slutningen – på noget, så er der måske håb for denne kongedisciplin inden for evaluering. Vi giver i dette helbredstjek en lidt dyster diagnose for slutevalueringer, men udskriver også en recept.

Vi oplever efterhånden sjældent, at vi bliver spurgt, om vi vil gennemføre en evaluering ved afslutningen af et projekt. I takt med at tilgangen til evaluering professionaliseres ude i projektlandskabet falder efterspørgslen efter slutevalueringer, hvor man afslutningsvis henter en ekstern evaluator ind til at vurdere projektet og generere lidt læring. Slutevalueringer dør næppe helt ud, men der kan være behov for et grundigt serviceeftersyn.

Problemet med slutevalueringer

Med hvad er problemet egentlig med slutevalueringer? Det kan vel ikke være irrelevant at gennemføre en afsluttende opsamling af et projekt? I mange tilfælde er det korte svar ’jo’.

Problemet er nemlig, at slutevalueringerne ofte ikke har nogen reel aftager eller kunde, der skal bruge dens konklusioner om virkning eller dens læringsmæssige observationer til noget.

Tre velkendte situationer illustrerer, hvordan slutevalueringer kan have vanskeligt ved at levere værdi:

• Projektlederen er efter projektets afslutning på vej videre til noget nyt – enten i nyt job eller med et nyt, eksternt finansieret projekt. Dermed er der ikke længere en aktør, der aktivt arbejder med at anvende erfaringerne fra projektet.
• Projekterfaringer opsummeres med udgangspunkt i projektets egen kontekst og eget univers og er derfor vanskelige at oversætte direkte til en anden kontekst. Dem, der kunne have nytte af projekterfaringerne, har altså svært ved at overføre læringen.
• Projektet har været gennemført som et tillæg til organisationens kernedrift og er ikke tænkt til at blive ført videre. Selv internt i organisationen er meget af læringen dermed irrelevant.

Den værdi, som står tilbage, er ofte den helt simple opgørelse af, hvor godt man lykkedes. Og det har begrænset værdi for de fleste organisationer. Som evalueringsleverandør oplever vi også, at vi leverer begrænset værdi i rene ’slutregnskaber’.

Vejen frem for slutevalueringer

Slutevalueringer har altså sine skavanker. Men i stedet for at lade disciplinen dø helt, kan vi måske i stedet give den et helbredstjek, og fastholde en forventning om, at også slutevalueringer kan og skal skabe læringsmæssig værdi.

En vigtig erkendelse er, at en værdifuld slutevaluering ikke længere skal handle om at belyse projektet – men i stedet tilrettelægges direkte med udgangspunkt i de brugere af evalueringen, der skal lære noget af projektet. Altså samme anvendelsesorienterede evalueringstilgang, som vi berørte i vores indlæg om ‘outcome harvesting’.

Disse brugere af en slutevaluering kunne fx være:

1. Værtsorganisationen som modtager. Man kan udpege konkrete processer i værtsorganisationen, som kan have nytte af læring fra projektet. I stedet for at se på projektets aktiviteter isoleret til den specifikke projektkontekst kan det være langt mere værdifuldt at sammenligne disse aktiviteter med organisationens almindelige praksis. Eksempelvis kan man sammenligne projektets håndtering af kommunikation med sin målgruppe med organisationens normale kommunikation med målgruppen. En sådan sammenligning kan tydeligt anvise konkret læringspotentiale.
2. Den enkelte, eksterne partner: I stedet for at sætte sig for at formidle sine projekterfaringer til en bred vifte af organisationer, bør en slutevaluerings læring målrettes de helt specifikke organisationer, der i praksis kan bruge læringen. Man kan udvælge 1-3 eksterne organisationer og tale med dem om, hvad de skal lære af projektet og drøfte, hvordan denne læring bedst kan skabes.
3. Projektlederen eller teamet: De personer, som har arbejdet mest i teamet, kan få meget mere ud af evalueringen, hvis man målrettet fokuserer på at skabe læring om, hvordan de kan udvikle eller fastholde en personlig praksis på baggrund af deres erfaringer i projektet.

Følger man den ovenfor skitserede tilgang, er det mit håb, at slutevalueringer fremover bliver til ”startevalueringer”, som sætter en ny udvikling i gang.

Blogindlæggets forfatter

Nis Benn er tidligere chefkonsulent i Pluss og arbejder i krydsfeltet mellem evaluering og organisations-udvikling/-analyse. Nis har derfor et stort fokus på, at evalueringer sker som en del af organisationsudvikling og ikke som en afkoblet begivenhed ifm. et projekt.